Hul igennem til himlen (af Berit Ertmann og Lars Sejr)

 

“Jeg vil gerne vide, om min farfar er igennem.”

Bag et par efterhånden røde og opsvulmede øjne, blinker en ung pige sine tårer væk og kigger spørgende på kvinden over for hende. I godt en time har hun siddet sådan. I næsten samme stilling på kanten af en hvid stol, hvor hun har lyttet til ord fra familiemedlemmer, som hun ikke har haft chancen for at tale med i meget lang tid. De er nemlig alle gået bort. I dag er de dog tilbage for at sige de ting til den unge pige, Linda, som de ikke fik lejlighed til at sige i livet.

Jeg sidder, som Linda, præcis på samme måde, som jeg gjorde, da jeg satte mig på min observatørpost for at overvære seancen. Jeg har set Linda græde, jeg har set hende være sammenbidt, og jeg har set hende gispe efter vejret, når der er kommet fakta på bordet, som har rørt hende særlig meget. For få dage siden havde jeg aldrig troet, at jeg som det naturligste i verden skulle sidde her uden at være i tvivl om, hvorvidt der rent faktisk er døde mennesker, der taler gennem Annette. Jeg kan heller ikke se nogen skepsis i Lindas øjne. Ikke længere.

“Ja, han er her.”

Få sekunder efter taler farfar til Linda.

Farmor kigger stift ud i luften og lader ikke nogen tvivl være tilbage om hendes mening.

” Bare så du ved det. Én af de sindssvage oppe på Montebello er engang blevet sindssyg efter at have været til sådan en der. Så jeg synes ikke, at du skal gøre det.”

Linda har prøvet det før. Halvdelen af sin barndom har hun tilbragt hos sin farfar og farmor. Derfor er det også kun naturligt, at hun vil indvi farmoren i, at hun har planlagt et besøg hos en clairvoyant. En besked, der altså ikke falder i god jord hos den ældre dame.

” Men farmor, så er det jo heldigt, at det er mig selv, der bestemmer det.”

” Ja, ja, men jeg synes, at du skal overveje det.”

Lindas forhold til sin farmor er tættere end de flestes. Hendes forældre var kun 23 og 21 år gamle, da de fik hende og var slet ikke klar til det ansvar, der følger med at have et barn. Tiden skulle bruges på fester. Og der blev gået til den. Lindas mor joker tit om, at Linda altid kan sove. Uanset omstændighederne. De høje fester har sat sine spor, mener hun.

Derfor tog farfar og farmor del i opdragelsen af den i dag 21-årige pige.

Farfar var en kærlig mand, som tog Linda til sig som sin egen. Hun husker stadig en dag, han hentede hende i dagplejen. Himlen var lyserød, solen stod pænt og små fine skyer fuldendte et idyllisk billede.

Den lille pige var imponeret over det smukke syn. Og benovelsen blev taget til nye højder, da farfar fortalte, at det var ham, som havde sat himlen så flot op. Kun for hendes skyld.

Farmoren har altid været en stærk kvinde med ben i næsen. Hun har været ekstra god ved Linda, fordi hun er ældste barn og derfor favoritten. Som yngre skulle hun bare nævne, hvad hun ville have til morgenmad, så fik hun det. Sammen med en fiskeoliepille, en vitaminpille og et glas juice naturligvis.

Men ligeså god og gavmild hun kan være, ligeså stor en strigle kan hun være. Hun er stædig og vil altid have trumfet sin mening igennem. Men ikke denne gang, tænker Linda, der derfor hurtigt skifter emne i samtalen.

Dagen efter kigger Linda atter forbi huset i Helsingør. Hun elsker at besøge sin farmor og tænker tilbage på tiden hos dem med glæde. På hvordan hun sov imellem sin farmor og farfar, indtil hun var 13 år, og farfaren døde af kræft i tarmene. Han var en god mand.

Og selvom det er otte år siden, han døde, har hun stadig en af hans gamle t-shirts liggende på værelset. Den blå t-shirt fra Lipton Elevator bliver opbevaret i en æske og en pose, så den kan bevare farfarens karakteristiske lugt.

Linda er aldrig så snart trådt ind ad farmors hoveddør, før spørgsmålet lyder:

“Nå, har du besluttet dig?”

Hun kigger forundret på farmoren. Det er stadig tidlig morgen, og Linda er for træt til at tænke nærmere over, hvad den ældre kvinde hentyder til.

De sætter sig derfor hen til metalstolene i køkkenet. Som sædvanlig har farmoren tændt en cigaret, og et askebærer med et lille fingerbøl i pryder det hvide bord foran dem.

“Besluttet mig for hvad, farmor?”

“Ja, om du skal til det der hokuspokus?”

“Ja, det skal jeg. Jeg tager det som en oplevelse.”

“Nå, men så må selvom, hvis du bliver tosset oven i bærret.”

Cigaretten ryger fluks ned i fingerbøllet, og armene bliver lagt over kors. Det har altid været Lindas fordel, at hun var det ældste barn i familien, som udover en fem år yngre bror også tæller to fætre og én kusine. For selvom farmor kan være en strigle, så kan hun ikke opretholde den hårde facade overfor Linda.

“Hvornår skal du så derhen?”

“Klokken 16,” lyder svaret, selvom seancen foregår klokken 14. Linda er udmærket klar over, at farmor formentlig vil ringe for at overtale hende til at lade være med at tage af sted. Men hun har besluttet sig. Når dagen er omme, har hun været hos clairvoyant. Hvis det giver hende muligheden for at møde sin elskede farfar bare én sidste gang, er der ingen, der skal stoppe hende.

Annette Edel trækker resolut i det gardin, der hænger i kælderværelsets største vindue og kvæler dermed den smalle stribe forkølet dagslys, der havde trængt sig ind i det lille rum udefra. Intet skal kunne indikere, hvordan verden udenfor ser ud.

Det knap 20 kvadratmeter store kælderrum ligger i Annettes eget hus på en stille villavej i Lyngby. Trafikken på vejen ved siden af er ikke heftig, og med gardinerne trukket for er der hverken lyde eller andre sanseindtryk, der kan afsløre, hvor på kloden vi befinder os.

Hun går hastigt rundt i rummet og rigger til. Hendes sorte kinasko, som er trådt flade ved hælen af lang tids brug, laver tøffelyde på det grå gulvtæppe, når hun bevæger sig rundt og retter på rummets små nipsting. Det hele skal se varmt og indbydende ud til om under en time, når Linda træder ind ad døren.

Den smalle briks, som folk ligger på ved en healing, får et strøg med hånden, så det hvide tæppe bliver glattet helt ud. 17 stearinlys bliver tændt og henlægger straks rummet i et varmt skær, der skaber en skærende kontrast til gråvejret udenfor. Det lægger Annette Edel dog ikke mærke til. Hun er i en verden for sig selv og har lukket sig inde med sin koncentration, som hun gør før hver seance. Ånderne står klar til at blive lukket ind, men hun lader dem ikke komme endnu. Hun har allerede haft et par stykker “inde over,” som hun formulerer det. Det er Lindas afdøde familie. Og Annette véd, at der ikke blot er én, men flere, der gerne vil igennem. Hun ved dette, fordi hun kort forinden har siddet i energien fra åndeverdenen og mærket, hvordan hun bliver kontaktet af flere fra den anden side. De ved godt, at Linda er på vej, og én af ånderne har et helt særligt budskab at formidle. Annette har mærket det. Fornemmet det. Men hun har ikke fået noget at vide. Ikke endnu.

Annette kender på forhånd intet til Linda. Hun kender end ikke hendes navn; hun ved kun, at der er tale om en kvinde. Hun vil ikke vide noget.

Med under en halv time til seancens begyndelse er rummet parat. Computeren, der skal optage det hele på en CD-rom, står klar på armlænet af den ene bløde stol, som Annette og Linda skal sidde i. De tynde Kleenex-servietter i en – sammenlignet med resten af inventaret i det hvide rum – opsigtsvækkende blå Hannah Montana-æske står klar på Lindas side af bordet. For folk har brug for dem, når de får den stærke oplevelse af at få kontakt. I hvert fald i de fleste af tilfældene. Lysene blafrer svagt, da Annette rejser sig og går de knap 35 skridt op i køkkenet i villaens stueetage. Knap tre minutter senere vender hun tilbage med en stor kande vand med citronskiver i. Hun hælder op i store glas, stiller dem på bordet, læner sig tilbage og venter.

Hun ville med sin hvide, tynde tunika falde i ét med stolen, hvis det ikke var for hendes store, mørkebrune, næsten sorte hår, der lægger sig hen over stolens ryglæn. Elfenben og ibenholt. Hun er parat nu. Hvad der kommer til at ske den næste halvanden time, ved hun ikke. Og hvis hun ved det, siger hun det ikke til nogen. Klokken er ti minutter i to. Linda er på vej. Ude på gaden kører en ensom bil forbi. På den anden side står ånderne klar.

De sidder halvanden meter fra hinanden på hver sin side af det hvide, firkantede bord. Begge langt fremme på stolenes sæder. Der hersker en afslappet stemning i det behageligt varme og stearinlysoplyste rum. Og så dog. Der er en slags afventende spænding i luften. En forventning. Jeg kigger hen på lysene, som står på bordet ved siden af min observatørpost i den anden side af det lille lokale og forventer nærmest, at nogen eller noget skal puste til dem. Sådan gør spøgelser i hvert fald på film, har jeg set. Mine tanker ræser tilbage til mit første møde med Annette, hvor jeg stod præcis samme sted, jeg sidder nu, og mærkede noget koldt krybe op ad mit ben, så de små hår i nakken rejste sig et kort øjeblik. Måske var det bare træk. Måske var det ren indbildning. Måske ønskede jeg at tro på, at der var ét eller andet i rummet, der ikke var af denne verden. Men da Annette inden jeg gik fortalte, at der havde været afdøde til stede i rummet, fik jeg en sær fornemmelse af at have oplevet noget overnaturligt. Ikke overbevisende. Blot noget, der får en lille stemme i én til at tænke: mon det kunne være sandt..?

Annettes stemme bringer mig med et ryk tilbage til fredag eftermiddag. Det er nu, det skal ske. Det må være Lindas spænding, der kan mærkes i luften. Hun sidder som en lille skolepige ret op og ned med fødderne plantet på gulvet lige ved siden af hinanden og hænderne samlet mellem lårene. Hun kigger direkte på Annette, som taler med hastig stemme og store håndbevægelser og efterhånden er klar til at lukke ånderne ind.

“Det, jeg ser, inde omkring her, er, at der kommer en kvinde frem fra den anden side.”

Annette kigger ned i gulvet mod højre. Hun har et fjernt blik i øjnene. Linda sidder som forstenet og kigger intenst på den clairvoyante over for hende, som fortsætter sin hurtige talestrøm.

“Jeg får fornemmelsen af at være syg. Forstår du det? Det er som om, jeg ikke kan trække vejret. Jeg får fornemmelsen af at være fra din mors side. Forstår du det med at være syg?”

Linda når knap at sige noget, før Annette stakåndet kommer med nye informationer.

“Hun viser mig et billede af din barndom. Jeg får fornemmelsen af, at hun har fulgt dig op gennem livet. Nu skal du se her…”

Det står hurtigt klart, at det er Lindas mormor, der er igennem. Detaljerne passer i hvert fald. Linda bekræfter med et hurtigt ja, når Annette har fat i noget rigtigt. Hun siger stort set ikke andet. Hænderne hviler stadig mellem hendes lår, vandet på bordet står urørt, og hendes siddestilling har været statisk som en statues, siden Annette gik i gang med åndekontakten.

“…og så smiler hun, og så siger hun: Jeg var for lang tid om at dø.”

Et højt hulk undslipper Lindas læber, og stenansigtet ryger til fordel for tårer, der begynder at trille ned af hendes kinder. Hun rækker den korte vej efter Kleenex-æsken, hiver en enkelt hvid serviet op og tørrer sig under øjnene. En udenforstående ville tro, at det var af kærlighed til mormoren, at Linda blev rørt over den clairvoyantes bemærkning. I virkeligheden sidder hun lige nu med en bitter smag i munden og føler en indebrændthed over at være blevet tvunget til at tale med sin mormor.

“Selv fra den anden side, skal hun trænge sig på,”er en af tankerne, der farer gennem Lindas hoved.

Annette trækker vejret og holder det lidt, før hun puster hurtigt ud og nikker kort, før hun fortæller, hvad Linda allerede nu sidder og tænker.

“Der var nogle ting omkring hende… Der var nogle usagte ord, som ikke blev sagt, da hun var i live. Det, du skal vide, er, at der er intet nag fra hende. Nu skal du se… Altså, jeg får den her følelse af at ville tilgives.”

På det tidspunkt er Lindas tårer allerede tørret ind.

Da jeg kommer i kontakt med Linda, bliver jeg hurtigt klar over, at der er tale om en ung kvinde, der har oplevet meget.

Ligeså gode minder der er på faderens side af familien med den farmor og farfar, der tog hende til sig og lod hende vokse op hos dem, ligeså dårlige er der på moderens. Hendes mormor foretrak kusinen og fætteren frem for Linda og hendes bror. Og da mormor lå på sit dødsleje og bad om tilgivelse, nægtede Linda at give hende den. Hadet var ganske enkelt stadig for stort.

Mormor var altid genstand for stort drama i familien. Hun ville ikke have, at Lindas mor og far var sammen og forsøgte konstant at ødelægge forholdet. Hun havde forventet, at datteren ville gifte sig med en bankdirektør, men hun fik en lastbilchauffør i stedet.

Linda sidder helt åbent i sin lejlighed i Helsingør og fortæller om sin fortid. Om hvordan hele 11 familiemedlemmer er døde i hendes levetid. Og om hvor uforstående hun stadig er over for det svigt, hun skulle opleve fra sin mormor.

“Min mormor var en led kost for at sige det ligeud. Da hun døde, var der kun min moster til at holde hende i hånden. Jeg havde droppet al kontakt til hende, og min mor var uvenner med hende i en lang periode.”

Linda fortæller frisk til. Munden fejler ikke noget, og ligesom resten af sin familie er hun blevet vant til at snakke om døden. Man bliver hurtigt hærdet, mener hun og hiver et eksempel på sin mormors distancering til Linda og broderen frem.

“Vi var til lillejuleaften hjemme hos min moster. Jeg kan huske, at min bror og jeg skulle have julegaver fra min mormor. Christoffer og jeg fik 100 kr. hver i en konvolut, min kusine fik en babyborn og min fætter åbnede en racerbane. Vi sad der med et skævt smil på. Da sagde jeg, at jeg ikke gad se hende mere.”

Siden da har hun ikke talt med sin mormor, der døde forrige sommer. Derfor irriterer det også Linda, når samtalen drejes ind på mormoren. Hun vil hellere snakke om familiemedlemmer, der fortjener det. Som hendes farfar.

Han står om nogen som et symbol på det gode i barndommen. Men selvom hun er naturligt skeptisk overfor clairvoyance, håber hun, at det bliver muligt at få kontakt til manden, der fungerede som en far for hende.

Da vi sætter os ud i bilen og begiver os af sted mod Lyngby, når hun at sige én sidste sætning, som ikke efterlader nogen tvivl om, at hadet stadig er stort hos den stærke unge kvinde.

“Der må komme alle andre end min mormor. Alle andre.”

Skuffelsen over at det er mormoren der er kommet igennem er enorm. Linda raser indvendigt, mens tårerne triller ned ad kinderne. Hun er simpelthen så sur over, at mormoren atter har stjålet opmærksomheden. Og særligt på denne dag, som skulle være Lindas. Ikke mormorens.

Hun tager endnu en af de tynde Kleenex-servietter og tørrer sig om øjnene. Nu, hvor hun alligevel er igennem, vil hun også høre, hvad hun har at sige.

“Jeg ser, at du vokser op. Og jeg ser noget omkring din konfirmation. Hvad er det for noget med din konfirmation? Hun bliver ved med at trække din konfirmation frem. Der er nogle ting inde omkring ved din konfirmation.”

Annette efterlader et fortvivlet udtryk, imens hun kigger ud i luften. Normalt er hun god til at tolke åndernes signaler, men denne her kan hun ikke få til at passe.

“Ja, hun var ikke inviteret. Jeg ville ikke have hende med,”svarer Linda.

Tårerne løber fortsat ned ad kinderne, imens Annette fortsætter sin hurtige talestrøm. Budskabet fra mormoren er lige til. Hun er ikke vred. Hun elsker Linda og søger om tilgivelse, for sin opførsel da hun var i live.

“Den sidste tid satte mange ting på plads, og hun fortrød mange ting. Hun var indebrændt, fordi der var så mange ting i hendes liv, som ikke var lykkedes for hende. Det gik ud over andre. Jeg får følelsen af at være ensom,”fortsætter Annette.

Jeg sidder på min observatørpost, og mit smil bliver mere og mere skævt. Følelsen af at der vitterligt er kontakt med den afdøde mormor, strømmer gennem min krop. Det er ikke mere end to timer siden, at Linda sad hjemme i lejligheden og fortalte mig om, hvordan hun nægtede at tilgive mormoren på dennes dødsleje. End ikke da hun selv havde forsøgt at undskylde overfor Linda.

Tendensen fortsætter, imens Annette fortæller løs. Og igen og igen må både Linda og jeg erkende, at vi blot få timer forinden har snakket om præcis de samme ting, som Annette nu remser op.

Efter at have ramt plet i næsten en time spørger hun Linda, om der er andre, hun kunne have lyst til at snakke med. Ifølge Annette har en kø af ånder linet sig op, og Linda tænker på, hvor mange familiemedlemmer hun har mistet. Dog er der én, der er vigtigere end alle andre. Farfaren. Og endelig får den gamle mand, som døde af kræft i tarmene for otte år siden, lov at komme til.

“Når jeg mærker ham, får jeg lyst til at gå til min mave, Jeg får en følelse af at være syg i maven. Det er sjovt, jeg bliver også ved med at se en bold. Var han fodboldspiller i sin ungdom?”

“Nej, det tror jeg ikke?”

“Okay, naarh. Er din far fodboldspiller?”

“Ja, han har altid spillet fodbold og gør det stadig.”

Okay, godt. Det var det, jeg ikke havde forstået korrekt. Det, jeg mærker ind omkring din farfar, som han kommer her, så viser han mig noget med et gevær.”

“Min far er jæger… ”

Tårene triller ned ad Lindas kinder. Og det er ikke længere grundet raseri over mormoren. Farfaren har lige bevist overfor hende, at han er fra faderens side. Og inde i Lindas krop banker hjertet hurtigere, imens hun lytter til Annette i seancens sidste minutter.

“Han siger, at han er glad for mad.”

“Det var han også.”

“Jeg får en følelse af en levemand ind omkring. Og nu viser han mig en stor skål med jordbær med fløde.”

Ordene rammer Linda som en hammer på hovedet af et søm. Hun taber fuldstændigt pusten for en stund, og som jeg sidder og kigger på hende, kan jeg tydeligt se, at hun er chokeret. Øjnene er ildrøde, og hun åbner kort munden.

“Det var hans yndlingsret.”

Det er over en time siden, seancen sluttede, og hjemme hos Linda i hendes lejlighed i Helsingør er vi sammen ved at gøre status over dagens oplevelse. CDen med den timelange seance bliver lyttet igennem, og langsomt falder oplysningerne på plads.

“Jeg kan slet ikke komme mig over den med jordbær med fløde. Det var ret voldsomt.”

Konklusionen er nærliggende; Annette må næsten have haft kontakt til de afdøde familiemedlemmer. Skepsissen lurer dog stadig i baghovedet, for rationelt set burde sådant noget jo ikke kunne lade sig gøre. At tale med spøgelser. Men det har været en stærk oplevelse for Linda, og det første spørgsmål er indlysende:

“Mens du sidder og kigger på hende, hvad tænker du så? Tror du på hende?”

“Nu er jeg i det hele taget meget kritisk anlagt, så hvis hun havde lavet ét fejltrin med det samme, ville jeg have lukket af og ikke troet på hende resten af tiden.”

Linda er tæt på overbevist. Detaljer om både mormoren og farfaren er blevet ramt så godt, at det næsten virker mere usandsynligt, at Annette har kunnet gætte rigtigt så ofte.

Kort tid efter falder en af de sidste brikker på plads. Annette nævnte en ring med en sten eller noget lignende i, som tilhørte Lindas mormor, da hun levede, og som angiveligt skulle ligge i en lille sort æske.

“Hun ville have, du skulle have den,” havde Annette sagt, da hun var igennem til mormoren.

Men Linda har ikke set nogle af sin mormors arvesmykker. Og så vidt hun husker, havde mormoren også et stort, hvidt smykkeskrin. Ikke et lille sort.

Den tilsyneladende fejl i Annettes visioner spørger hun sin moster til råds om, da hun ringer op for at fortælle om dagens seance.

“Hun fortryder meget, at vi ikke har fået hendes smykker. Der er åbenbart en ring i en sort æske, som hun gerne ville have, at jeg skulle have haft. Men vi har jo ligesom ikke fået noget af det, vel?”

Mosteren skal ikke bruge lang tid på at svare. Hun ved, hvad Linda taler om.

“Mormor havde faktisk en lille guldring med en hvid perle.”

“Okay?”